Kunsten at dø

VORDINGBORG TEATER
FREDAG D. 22. FEBRUAR 2019 KL. 19.30

Uforlignelig komisk klassiker om liv og død med de to Vordingborg-performere Paolo Nani og Kristján Ingimarsson.

Hvordan lever vi bedst med visheden om, at eksistensen blot er en kort visit i livets manege? Vi afleverer vores lille nummer – helst så elegant som muligt – et hastigt buk og så ud igen. Var det alt?

Den nonverbale Kunsten at dø er en tragikomisk forestilling, hvor verden gøres stor, større, størst med kropsteater i den klassiske commedia dell’arte-tradition, komplet med lydeffekter, som var det stumfilm. Og italiensk maskekomedie med cirkus, varieté, pantomime og improvisation. De to kropskomikere Paolo Nani og Kristján Ingimarsson spiller klovnene, der tappert vedbliver at le på scenen, mens de græder i kulissen, når tæppet går ned.

Forestillingen Kunsten at dø er en eksistentiel lille, stor fortælling om noget, der vedkommer os alle. En forestilling om, hvordan livet dog kan være det bekendt. Og om, hvordan vi alligevel lærer at leve med det.

Fra Paolo Nani Teater og Kristján Ingimarsson Company.
Medvirkende, idé og instruktion: Paolo Nani og Kristján Ingimarsson. Konsulent: Katrine Wiedemann. Assistent og sparringspartner: Line Svendsen. Scenedesign: Kristian Knudsen. Lyd og lys: Fabian Carvallo. Varighed: 90 min. u/ pause.