24. februar 2023
Kære publikum
Vi er lige blevet kontaktet af Folketeatret. De aflyser aftenens forestilling på Vordingborg Teater på grund af sygdom. Det er vi ubeskriveligt kede af. Vi havde sat alle sejl til og havde glædet os til en sal fyldt med glade børn og voksne i Vordingborg Teater.
Folketeatret skriver desværre også, at der er ikke er mulighed for en erstatningsforestilling en anden dag.
I får selvfølgelig jeres billetter refunderet – også hvis I har bestilt Buffet. Det sker helt af sig selv. Vi beder Billetten sørge for det, men lad os høre fra jer hvis I ikke mener at have modtaget det I skal have.
Med stor beklagelse – de bedste hilsner
Teaterforeningen Bøgestrømmen
VORDINGBORG TEATER
FREDAG D. 24. FEBRUAR 2023 KL. 18
Eventyr i Sherwood. Årets store familieforestilling fra Folketeatret! Livlig og humoristisk version af den kendte fortælling om Robin Hood.
Stort familiearrangement på Vordingborg Teater! Se nederst på siden.
Robin Hood og hans bande huserer i Sherwoodskoven og stjæler fra de rige for at give til de fattige. Der er både eventyr, romantik, slåskampe og en ærlig harme over social ulighed på spil i Robin Hood.
Mange af de elskede figurer og scener, som vi husker, fra bl.a. Disneys tegnefilm, er også med.
Vi oplever Robin Hoods udvikling fra ubekymret drengerøv til bevidst, ung mand, der tager ansvar for at ændre samfundets uretfærdigheder. Hvis vi ikke hjælper hinanden, er vi ilde stedt.
Vi kender historien, men denne Robin Hood overrasker med en befriende, humoristisk og musikalsk teaterleg og spilles af et stjernecast. Der er tre musikere på scenen. Forestillingen ledsages af kendt pop- og rockmusik, som spilles i en 1200-tals-instrumentering.
Fra Folketeatret. Dramatiker: Ken Ludwig. Instruktion: Frede Gulbrandsen. Scenografi: Julie Forchhammer. Koreografi: Sofie Akerø. Kampkoreografi: Søren Poppel. Komponister og musikere: Jullie Hjetland, Kirstine Lindemann, Hans Find Møller. Medvirkende: Christopher Læssø, Emilie Rasmussen, Jesper Riefensthal, Josefine Tvermoes, Mathias Sprogøe Fletting, Morten Christensen, Jon Lange, Magnus Bruun. Fra 6 år. Varighed: 2 t 5 min. inkl. pause.
Stort familiearrangement på Vordingborg Teater i forbindelse med forestillingen!
Dørene til Sherwood åbnes kl. 17, med mulighed for spisning og diverse aktiviteter.
Robin Hood buffet med lækre sager både til børn og voksne. Pris børn kr. 75, voksne kr. 125.
Menuer købes sammen med billetterne.
Børn og barnlige sjæle kan lære at danse Sherwooddansen sammen med Marie fra Dansedillen, og i foyeren kan I møde både Robin Hood og de andre klassikere hos Bog og Ide.