Udspring

BEMÆRK ÆNDRING AF SPILLESTED:
Forestillingen skulle have fundet sted i Bio Bernhard, men er flyttet til
Ottekanten, Teaterhøjskolen Rødkilde, Rødkildevej 42, 4780 Stege
FREDAG D. 6. OKT. 2017 KL. 19.30

Teatermenu med tapas kl. 18 (købes sammen med billetten)

Køb billet til forestillingen

og Teatermenu

 

Tre ulastelige værtinder byder velkommen til aftenens raritets-kabaret i forsamlingshuset. Programmet byder på en håndplukket vifte af ekstraordinære varieté-artister, der overrasker med det ene mageløse nummer efter det andet – iklædt de helt rigtige kostumer og udstyret med magiske evner og rekvisitter. Publikum vil opleve numre af stor farlighed, der afslører unikke talenter, som verden ikke vidste fandtes.

Meget er på spil, både mellem de smilende og venlige værtinder men især for de dybt dedikerede artister af svingende talent, der hver aften udfører deres indøvede numre med livet som indsats. De gør det så godt, de kan. Men der er mange ting, de kun næsten kan, og tragikomikken lurer lige om hjørnet, i en spejling af den almindelige hverdags indimellem kiksede cirkus, hvor vi optræder for at blive holdt af og for at vise, at vi er dygtige.

Forsamlingshuset
Rammen om festlighederne er det klassiske forsamlingshus med æresport, dansktop-evergreens, banko med kødpræmier og fyrværkeri i isdesserterne. Scenen er lidt for lille til den store kunst, men man slår bravt ud med armene alligevel, og festmusikanten binder aftenen sammen med sange, der går lige i hjertet, og hvor alle kan synge med.

Man kan kalde det et nostalgisk genbesøg, godt hjulpet på vej af forestillingens gennemførte 70’er æstetik. Her er det klassiske danske forsamlingshus-fællesskab dog skrevet ind i en mere åben og mangfoldig nutidig ramme, og frem for alt søges der i forestillingen efter det smukke i det folkelige – i en hyldest til dem, der sætter alt på spil i det store UDSPRING.

Fra Teater Rio Rose.
Medvirkende: Anette Katzmann, Petrine Agger, Tove Bornhøft. Musiker: Carsten Skov. Idé, instruktion, scenografi: Tove Bornhøft. Varighed: 70 min.