Velkommen til den nye sæson 2025-26 i Teaterforeningen Bøgestrømmen!

Vi kan igen i år tilbyde en bred vifte af professionelle teaterforestillinger for både børn, unge og
voksne. Vi giver stadig 10 % på medlemsbilletter, der er købt inden sæsonstart d. 12. september 2025.
Der er dog ikke denne ekstra rabat på menuer, ungdoms- og børnebilletter.

Vi har haft en forrygende sæson 24-25. Hvor det lykkedes os at fylde teatersalene rundt omkring i kommunen med publikum i alle aldersklasser. Til vores store satsning Ronja Røverdatter måtte vi melde udsolgt i Vordingborg Teater med 450 solgte billetter. En førstegangsoplevelse for mig, trods alle mine år i teaterforeningens bestyrelse. Det var en fantastisk oplevelse og har givet os blod på tanden til at købe ikke mindre end to store forestillinger til samme familiepublikum, nemlig Sigurds Rumrejse fra Louise Schouw i efteråret og Hannibal og Jerry fra Folketeatret til foråret.

I lighed med tidligere sæsoner har vi tilstræbt, at der er noget for, om ikke enhver smag, så forskellige ”smage”. Vi håber, at mange kan få lyst til at gå med os i teatret. Vi spiller også stadig på skift forskellige steder i kommunen, så der er teater i nærheden af hvor du bor.

Vi afholder generalforsamling i forbindelse med sæsonens første forestilling fredag d. 12. sept. kl. 16.00 – 17.30 på Teaterhøjskolen Rødkilde. Vi byder på en kop kaffe / te og kage.

Med et medlemskab i Teaterforeningen Bøgestrømmen har du også mulighed for at købe billetter til medlemspris i Teaterforeningen Guldborgsund.

Vi har modtaget penge fra aktivitetspuljen i Vordingborg Kommune, og vi modtager fortsat støtte fra Statens Kunstfond, hvilket vi er meget taknemmelige for!
Arbejdet i Teaterforeningens bestyrelse og vores samarbejdspartneres indsats på de små scener er frivilligt arbejde. Har du tid og lyst til at være med, hører vi meget gerne fra dig!
Kontakt undertegnede.

Vi ses i teatret!

Mange hilsner fra os i bestyrelsen ved Trine Schlosser,
leder af bestyrelsen i Teaterforeningen Bøgestrømmen.


Uppercut Danseteater optrådte til festforestillingen for prinsesse Isabella på Det Kgl. Teater,
med en scene fra Benched. Se forestillingen på Vordingborg Teater d. 29. oktober!