King Lear

VORDINGBORG TEATER
ONSDAG D. 27. MARTS 2019 KL. 19.30

Shakespeares King Lear i nyopsætning fra Teater Møllen. Der er knas i kongeriget!

Søskendejalousi. Løgne. Magtbegær. Halve og hele kongeriger. Vanvid. Intriger. Borgerkrig. Shakespeares udødelige klassiker King Lear har nok dramatisk gods til at tippe en guldtung tronstol eller to!

I Teatret Møllens nyfortolkning af den gammelkendte tragedie udspiller dramaet sig i en særligt vovet version: Kun to skuespillere besætter samtlige roller – far, kongedøtre og en klovneklædt hofnar, der med skadefro mine kommenterer moralsk ret og vrang undervejs i en fortælling om altfortærende magtbegær og kærlighedens sande væsen.

Denne produktion vrider samtidig lidt i genrekonventionerne og formidler historien med en gennemgående, original blanding af humor og melankoli, skabt ved at bruge elementer fra det absurde teater og med inspiration fra klovnekarakteren og commedia dell’arte.

Fra Teatret Møllen i samarbejde med Teatret ved Hans Rønne.
Medvirkende: Ole Sørensen og Thomas Clausen Rønne.
Dramatiker: William Shakespeare. Instruktør: Hans Rønne.
Musik: Julie Hjetland. Scenograf: Gitte Baastrup.
Varighed: 90 min. u/ pause.